De blåklædte spillere fra Anorthosis jubler over pladsen i Champions League.

De blåklædte spillere fra Anorthosis jubler over pladsen i Champions League.

Foto: Yiorgos Karahalis © Scanpix

 

Cypern tryner Grækenland

29. aug. 2008 11.18 Champions League

Cypern er nok bedst kendt for at være stridspunkt mellem Tyrkiet og Grækenland. Men indtil videre i denne sæson har østaten vist sig som tilholdssted for et par kompetente fodboldhold, og det er gået ud over Grækenland.

Normalt er Grækenland den store fodboldnation på de kanter. En fast plads i Champions League og et Europamesterskab til landsholdet tæller på pluskontoen i den sammenhæng.

Men i år har to hold fra den græske del af Cypern taget udfordringen op. I UEFA Cuppen blev AEK Athen sendt ud af Omonia Nicosia, som vandt 3-2 samlet. Første kamp på Cypern endte 2-2 og grækerne skulle bare køre sejren i hus på hjemmebane. Men den var Omonia ikke med på, og de vandt 1-0 i Grækenland.

Panathinaikos skal redde æren

Endnu større blev overraskelsen, da upåagtede Anorthosis som det første hold i Cyperns historie kvalificerede sig til Champions League.

Historieskrivningen blev til på bekostning af Olympiakos. Cyprioterne vandt den første kamp på hjemmebane med 3-0, og på udebane i havnebyen Piræus tabte holdet blot 0-1 og er nu klar til fodboldens forjættede land.

Men her stopper historien om Cypern og Grækenland ikke. For det er nu op til Panathinaikos at sørge for at det hele ikke ender som den helt store tragedie. Lodtrækningen til gruppespillet magede det nemlig således, at René Henriksens gamle klub skal op imod Anorthosis i gruppe B.

Men mon ikke den græsk-cypriotiske duel bliver om tredjepladsen i gruppen. De to øvrige hold, Inter og Werder Bremen, er nemlig på papiret favoritter til at gå videre i turneringen.

Apoel fuldendte den cypriotiske Europa-triumf, da holdet sendte Røde Stjerne ud i kvalifikationen til UEFA Cuppen.

 
    

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Fodbold > Champions League

© Copyright DR 2008. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.