Don Ø.: Ikke en ønskelodtrækning
29. aug. 2008 14.06 Int. fodboldFC Københavns bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, er mellemfornøjet med lodtrækningen til 1. runde af UEFA Cup'en, hvor FC Moskva fra Rusland venter.
- Vi spillede mod Lokomotiv Moskva sidste år og vandt. Det er jo samme standard, og jeg håber, at vi er dygtige og heldige nok til at kunne gentage det, siger Flemming Østergaard til DR Sporten.
Udekampen mod Lokomotiv endte 1-0 til FCK, der dog ikke kom videre fra gruppespillet.
- Det er ikke den ønskelodtrækning, vi havde forestillet os. Men alt andet lige må vi være tilfredse, når vi ser på de fire andre hold, der var mulighed for at trække, siger Flemming Østergaard.
De øvrige muligheder var Borussia Dortmund (Tyskland), Wisla Krakow (Polen), FC Borac (Serbien) og MSK Zilina (Slovakiet).