Hamrén: - Morsomt og spændende
29. aug. 2008 14.34 Int. fodboldErik Hamrén skal tilbage til Danmark, når han i sin egenskab af træner for Rosenborg skal forsøge at spille den norske klub ind i UEFA Cup'ens gruppespil. Og den tidligere AaB-træner ser frem til udfordringen mod Brøndby.
- Morsomt og spændende. Det er et hold, som jeg kender godt. Desuden er halvdelen af spillerne svenskere, siger svenske Erik Hamrén til Rosenborgs hjemmeside om de to kampe.
Da Brøndby blev udtrukket som modstander, blev det mødt med stor jubel af spillerne fra Rosenborg, der af flere omgange har leveret store resultater på den europæiske scene.
- Vi havde på forhånd snakket om, at vi gerne ville møde Brøndby, selv om det var den hårdeste modstander, vi kunne trække. Det bliver to meget hårde kampe, siger målmand Rune Almenning Jarstein.
Også tilfredshed i Brøndby
Hos Brøndby siger Stefan Gislason, at Erik Hamrén ikke kan bruge sit kendskab til Brønbdy til ret meget.
- Han kender selvfølgelig en del til os, men det er et helt andet hold, de skal spille mod, end det hold Hamrén har været vant til, siger Stefan Gislason, der spår Brøndby 50 procents chance for at gå videre.
- Som spiller vil man altid videre og tror selvfølgelig på det, men jeg mener, vi har grund til at være rimeligt tilfredse med lodtrækningen. I forhold til de andre hold vi kunne have trukket, er der i hvert fald ingen grund til at være decideret kede af det, forklarer Gislason.
- Men det bliver virkelig tought, slår han fast.
Brøndby får besøg af Rosenborg den 18. september og gæster Lerkendal den 2. oktober. Datoerne kan dog blive ændret.